Urørt natur og træer

I disse tider er det meget brugt at lade naturen passe sig selv. Hvis et træ falder for vind og vejr, så er det naturens orden. Nogle træer ligger dog så uheldigt at de blokerer for gående på offentlige stier. Men de skubbes væk men bliver trods alt liggende, uden at være tænkt som "føde" og hugst til brændeovne og lignende. De frønnede træer skaber liv i skovbunden. Naturen som sådan går ikke til, men fornyer sig selv.

Man kan ikke se skoven for bare træer.

Det er et helt fint ordsprog. Jeg har altid holdt af at fotografere træer. Sådan som vi normalt ser dem. Men ikke som skov, ikke som storslåede landskaber. Det jeg som oftest fotograferer, er noget som man almindeligvis ikke bemærker, ser eller tænker over.

Er man på skovtur, så sker det at en eller anden lige skal om bag et træ for at træde af på naturens vegne. Nok mest på egne vegne. Abstrakt tankegang i øvrigt og; - hvad er for og bag på et træ?

På et tidspunkt lå jeg og kravlede rundt på en kirkegård i Horsens. En venlig undrende mand spurgte mig hvad jeg dog foretog mig - og fulgte vittigt op med, "nå, du leder måske efter et gravsted?"

Jeg fortalte ham at jeg fotograferede nogle træers rodknolde. Han rystede på hovedet og gik. Men det gjorde jeg faktisk.

Jeg tager også fotos af træernes hud, bark hedder det. Vi mennesker kan også få ar eller døje med diverse hudsygdomme. Åh ja. svampe. Men de hører med  og har en sameksistens med træerne.

Træer kan blive gamle. Rigtig gamle. Skovfogedegen i Klampenborg har eksisteret siden år 1200. Den var i vækst fra før Absalon medvirkede til at ændre et lille fiskerleje ved Øresund det er i dag København.

I øvrigt skal jeg ikke kloge mig på dendrologi, jeg er bare en fotograf med en svaghed for træværk og træer. Måske rumler der noget symbolik i min underbevidsthed,  jeg fumler lidt med min halskæde købt i Jelling, den med Yggdrasil.